Glostrup ungeguide
Ungeguiden i Glostrup arbejder med ungedemokrati, medborgerskab, frivillighed og fællesskaber, medansvar og medindflydelse for unge i Glostrup 12-29 år.
Ungeguiden skal bl.a. sikre, at unge i Glostrup spiller en aktiv rolle i lokaldemokratiet. Det kan både være gennem aktiviteter og arrangementer for andre unge, eller med høringer til de politiske udvalg.
Det kunne fx være i forbindelse med politiske beslutninger, der tages om kultur, fritid, sundhed, beskæftigelse, bolig, byudvikling og sociale forhold, som unge kan have en holdning til.
Glostrup Kommune ønsker at høre unge i sager, der vedkommer dem. Derfor blev Glostrup Ungdomsråd etableret allerede i 2007 som en upartisk og demokratisk ungdomsplatform. Herfra kan unge bl.a. tale de unges sag overfor forvaltning og politikere.
En ungdomsdemokratisk platform
Ungdomsrådet er en demokratisk formel og uformel handlingsplatform, hvor du kan spejle dig i andre unge, udfolde dig og indgå i et fedt fællesskab. Det er her, det sner, hvis du som ung i Glostrup har lyst til at gøre en forskel for andre.
Ungeguiden har vedtægtsbestemte forpligtelser i forhold til Ungdomsrådet
Ungeguiden løser forskellige praktiske opgaver for Ungdomsrådet, fx at fastsætte møder, skrive dagsordener, referater og styre møderne. Ungeguiden sørger også for at arbejdsformerne i styregruppen, tilgodeser ungekulturen og den brede ungdom samt sikrer de forskellige forpligtelser og funktioner som ungdomsråd.
Ungeguiden er også ansvarlig for at gennemføre et årligt ungdomsrådsmøde med valg af styregruppe, formand og næstformand. Ungeguiden er Ungdomsrådets sparringspartner på de politiske processer, foreningsarbejde, lokaldemokrati, formidling, kommunikation, argumentation og forhandling. Desuden er ungeguiden brobygger mellem Rådet, det politiske niveau og de kommunale aktører på ungeområdet.
Har unge egentlig noget at skulle have sagt?
Ja, unge i Glostrup har mulighed for at få medindflydelse på særligt ungeområdet i Kommunen. Glostrup ungdomsråd modtager årligt kr. 90.000 fra kommunen til aktiviteter, arrangementer og ungetiltag. Rådet kan samtidig ansøge om ekstra midler fra de forskellige kommunale og nationale puljer, samarbejde med det lokale erhvervsliv eller lave joint-ventures med de kommunale institutioner. Det kunne være folkeskolerne, Ungdomsskolen, Musikskolen eller Varmeværket.
Du vidste garanteret heller ikke…
- at Rådet er med som casestudy i en doktorafhandling fra Tokyo i Japan omhandlende ungedemokrati, frivillighed og medbestemmelse
- at Rådet var de første som udviklede på skaterparken ved Idrætshallerne efter flere henvendelser fra unge i Kommunen. Rådet har efterfølgende afholdt en række street arrangementer
- at Rådet var de første i Glostrup som oprettede et lydstudie i samarbejde med Ungdomsskolen, målrettet fællesskab, undervisning og indspilning af Hip Hop og elektronmusik
- at Rådet ansøgte politikerne om etablering af nyt lydstudie, da Ungdomsskolen flyttede til Diget
- at Rådet ansøgte politikkerne om etablering af Multibane ved Ungdomscenteret – og efterfølgende finansierede lys på banen efter henvendelse fra unge
- at Rådet siden 2007 har sendt mere end 15 høringssvar til lokalpolitiske udvalg og Forvaltningscentre samt en lang række ansøgninger og skrivelser på vegne af Glostrups unge
- at Rådet var hovedarrangør af kæmpe succesen ”aftenshowet” om lørdagen til Glostrup festivalen 2016 med bl.a. Lord Siva og Gilli. Op mod 10.000 gæster indtog Glostrup Festivalen den lørdag aften i august. Rådet gentog succesen til Glostrup Festival 2019
- at formanden for ungdomsrådet sad med i styregruppen sammen med bl.a. Borgmesteren og ledende personer fra Forvaltningen, da Kommunen lagde visionerne og strategien for Unge- og Uddannelsesenheden i Glostrup
- at Rådet er mere end 17 gammel – og dermed et af de ældste Ungdomsråd i Danmark