Glostrups frivillige mentorkorps
Glostrups frivillige mentorkorps består af voksne personer alle over 18 år, der brænder for at gøre en forskel for en ung i Glostrup. De frivillige mentorer kan tilbyde den unge nærvær, fortrolighed og skabe et frirum, hvor der er mulighed for at snakke, om de problematikker der fylder hos den unge. De frivillige mentorer agerer som rollemodeller og støtte for den unge, som kan have brug for til at komme godt videre ud i voksenlivet.
Den unge og mentor mødes i udgangspunktet min. 1 gang hver 14. dag. Men hvor de mødes, hvad de laver og hvad der snakkes om, aftales mellem den frivillige og den unge, med udgangspunkt i den unges behov og ønsker. Et forløb med en frivillig mentor har ikke nogen udløbsdato, og det er op til den unge og den frivillige at afgøre, hvornår det vurderes at et forløb afsluttes.
Hvem er målgruppen?
Målgruppen er alle unge bosiddende i Glostrup kommune mellem 15-29 år (undtagelsesvis unge ned til 13 år).
Det er unge med lettere problemstillinger som...
- Ensomhed
- Mangler en rollemodel
- Støtte og vejledning til at starte og gennemføre uddannelse
- Mangler en voksen at betro sig til, der ikke stiller krav
- Mobning eller isolation
- Etc.
Det frivillige mentorkorps henvender sig ikke til unge der...
- Har et massivt misbrug
- Er kriminelle eller banderelaterede
- Har tunge diagnoser så som skizofreni, borderline og/eller har psykoser med syn samt stemmehallucinationer
Unge med ovenstående problematikker henvises til Unge- og Uddannelsesenhedens lønnede mentorer.
Mere viden og kontaktinfo
Man er altid velkommen til at tage kontakt til mentorkoordinatoren i Unge- og Uddannelsesenheden i Glostrup Kommune, om man enten ønsker en mentor, eller om man selv ønsker at blive frivillig mentor. Så mødes vi, og man får mere at vide om det videre forløb.
Den unge bliver ikke registreret i noget system og der skal ikke oplyses cpr. nummer. Dog er det ikke muligt at være anonym. For de frivillige mentorers vedkommende indhenter vi børne- og straffeattest.
Oplever den unge, at det første match med en frivillig ikke fungerer, bliver den unge blot matchet om, hvis interessen og behovet stadig skulle være der.
Citat, mentor:
"Jeg har været mentor siden 2015. Jeg har talt med unge med alle mulige udfordringer - lige fra uddannelse til p-piller.
Min seneste mentee har lige afsluttet sin erhvervsuddannelse, og jeg er lige så stolt som hende.
Hvert ungt menneske er forskelligt, men det er den samme fantastiske følelse at se en ung komme godt videre i livet."