Hjørnesten - det er okay at få hjælp!

Måske føler du dig ensom, bekymret, frustreret, vred eller opgivende? Det er helt okay at have det sådan, men det er ikke okay at stå alene med det.

Hjørnesten tilbyder gratis, anonym og professionel rådgivning, individuelle samtaler og gruppeforløb til unge, samt anonym rådgivning og netværksgrupper til forældre.

Mød Hjørnesten på Facebook

Mød Hjørnesten på Instagram

  • Du er mellem 13 og 25 år
  • Du bor i Glostrup Kommune
  • Du føler selv, at du ikke har det så godt i øjeblikket
  • Du modtager ikke allerede behandling et andet sted eller venter på at komme i gang, fx i psykiatrien
  • Hos Hjørnesten tager vi altid udgangspunkt i din oplevelse af, om du har det godt eller skidt.
  • Det handler ikke om, hvad andre mener om det, men hvordan du selv oplever det

Vi hjælper unge, der føler, at de har det psykisk dårligt eller svært. Vi kalder det psykisk sårbarhed. Og hvad betyder det så?

Psykisk sårbarhed kan være mange forskellige ting. Det kan fx være, at du føler dig stresset, trist, angst, bekymret, frustreret, vred, opgivende eller ensom. Måske har du svært ved at sove, har en følelse af, at du ikke passer ind, eller at ingen forstår dig. Der er rigtig mange unge, der har det sådan, men der er ikke så mange der taler om det.

Hvis du er i tvivl, om Hjørnesten er det rette tilbud til dig, så kontakt os endelig. Vi kender mange forskellige tilbud til unge, og vi hjælper også med at finde det rette tilbud til dig, hvis Hjørnesten ikke er det helt rigtige.

  • Det er okay at få hjælp, når man har det svært
  • Du kan få hjælp til at få det bedre
  • Du kan være anonym
  • Du kan vælge at involvere dine forældre, hvis du ønsker det, men du behøver ikke
  • Vi har god tid til at tale med dig
  • Hvis Hjørnesten ikke er det rette tilbud for dig, kan vi hjælpe dig videre til noget andet

Du starter i den anonyme rådgivning, hvor du kan få op til 5 samtaler. Her hjælper vi med at få et overblik over din situation. Hvad er svært for dig, og hvad fungerer måske meget godt? Vi finder sammen ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig med at få det bedre.

Udover den anonyme rådgivning tilbyder vi individuelle samtaler med en psykolog eller ungerådgiver, samt gruppeforløb med andre unge. Det kan vi fortælle meget mere om, hvis det er relevant for dig.